Det begyndte med en stribe
Jeg havde et par træningstights med en tyk, lige stribe tværs over bagdelen. En dag stod jeg foran spejlet, tog fat i striben og trak den indad mod midten.
Pludselig ændrede hele formen sig.
Jeg husker, at jeg sagde det højt: Hvorfor gør de ikke sådan her? Og hvorfor sidder linjen ikke højere oppe på benet?
Det var så enkel en ting. Men da jeg først havde set det, kunne jeg ikke slippe det.
Dengang lignede meget træningstøj hinanden. Store logoer, stærke farver og detaljer, der virkede placeret uden større tanke på, hvad de faktisk gjorde ved kroppen. Funktionen var der. Men jeg savnede formen.
Jeg ville skabe træningstøj med den samme tanke bag linjer, proportioner og pasform som i et skræddersyet stykke tøj, men i materialer, der kunne bevæge sig, svede og trænes i.
Det blev begyndelsen på Wallderinska.
To forskellige styrker
Jeg begyndte ikke alene.
Min mand John og jeg mødte hinanden i 2012, og han er medstifter af Wallderinska. Han havde bygget virksomheder siden 2005 og havde den erfaring med forretning, som jeg selv manglede.
Han kan virksomheder. Jeg kan tøj.
Hvor jeg så, hvordan en linje kunne ændre en krop, så han, hvordan en idé kunne blive til en virksomhed.
Den kombination blev vigtigere, end vi nok forstod dengang.
Kunderne gav os navnet
Wallderin er mit efternavn, og fra begyndelsen hed mærket Wallderin Clothing.
Men vores kunder begyndte at kalde os noget andet.
Wallderinska.
Det hang ved. Til sidst føltes det mere selvfølgeligt end det navn, vi selv havde valgt, så vi lyttede til dem.
W'et i vores mærke kommer fra mit navn. Med årene er det kommet til at stå for meget mere end det. Menneskene, der har været ved min side, alle årene med arbejde bag mærket og måske frem for alt viljen til at fortsætte, når den lettere vej havde været at give op.
Guldet, linjerne og formen
Sort og guld blev tidligt vores signatur.
En guldlynlås. En detalje i linningen. En linje, der følger kroppen i stedet for at skære den over.
For mig er en detalje aldrig bare pynt. Den skal gøre noget ved tøjet.
Striben, der engang sad forkert, blev med tiden en del af vores eget formsprog gennem vores piping, en dobbeltfoldet stofstribe, der formes til en jævn linje, næsten som et fint rør, langs tøjet.
Det lyder måske enkelt. Det er det ikke.
At få den helt jævn i et blødt stretchmateriale viste sig at være så svært, at vi gennemgik tretten fabrikker i Europa og Asien, før vi fandt en produktion, der kunne lave den på den måde, jeg ville have den. Meget prøvemateriale endte i papirkurven undervejs.
Der findes lettere måder at gøre det på.
Men det ville ikke blive det samme stykke tøj.
Den sætning har fulgt Wallderinska længe. For mig samler den meget af, hvorfor formen altid har været vigtig. Tøj skal ikke få en kvinde til at føle, at hendes krop skal rettes. Det skal hjælpe hende med at føle sig stærk i den krop, hun allerede har.
Skabt for at blive
Jeg har aldrig været særlig interesseret i at skabe noget, bare fordi det er aktuelt lige nu.
Jeg vil have, at et stykke tøj også føles rigtigt, når du tager det frem om fem år.
Derfor arbejder vi ikke efter et traditionelt modehjul, hvor alt skal erstattes af en ny sæson. Nogle modeller bliver længe. Andre forsvinder og kommer måske aldrig tilbage. Nogle vender tilbage flere år senere.
Det vigtige for mig er ikke, hvor ofte vi lancerer noget nyt.
Det vigtige er, at det, vi lancerer, fortjener at findes.
Kvaliteten skal kunne mærkes efter mange vaske. Pasformen skal stadig være der efter mange træningspas. Og når du tager tøjet på, skal du stadig forstå, hvorfor hver linje sidder, hvor den sidder.
Stadig tæt på
Bag hvert stykke tøj er der mennesker, der syr, tester og arbejder med detaljerne.
Og bag Wallderinska er der stadig mig.
Gennem årene har jeg pakket ordrer, stået på lageret, svaret på kundemails, arbejdet med produktion, bygget dele af vores sider og lært ting, jeg ikke engang vidste, jeg havde brug for at kunne, da vi begyndte.
Undrer du dig over en størrelse, et materiale eller nogle gange en levering, kan det stadig være mig, der svarer. Nogle gange også i telefonen.
Den nærhed vil jeg aldrig bygge væk.
For mig er den lige så meget Wallderinska som guldet og pasformen.
På mine vilkår
Wallderinska er vokset organisk siden 2013.
Ikke hurtigt for hastighedens skyld, men skridt for skridt.
Da jeg begyndte, vidste jeg meget lidt om alt det, der skal til for at bygge et mærke. I dag ved jeg betydeligt mere, ikke mindst fordi jeg har nået at begå mange af fejlene selv.
Jeg har valgt at bygge Wallderinska på min måde. Nogle gange har det været den langsommere vej, men det har også givet mig friheden til at sige nej, når noget ikke føles rigtigt.
Det vil jeg gerne beholde.
Stadig lille. Stadig svensk.
I dag bæres Wallderinska af kvinder i Sverige, rundt om i Europa og i USA.
Men grundlæggende er vi stadig et lille svensk mærke fra Stockholm.
Og jeg arbejder stadig med den samme sans for detaljen som dengang, jeg stod foran spejlet i 2012 og flyttede den stribe et par centimeter med fingrene.
Det er egentlig der, det hele findes.
At se noget, der næsten er rigtigt, og ikke kunne lade være med at gøre det bedre.